1.

Hvor er min sølvfrakke? 

Er den væk? Er det dét, du  siger lille pus, lille kat, lille mis med de blågrå øjne og en evig utilfredshed? Hva?

Åh dog. Som du taler. Jeg må le. Nu ler jeg. Kan du høre mig? Jeg ler mig selv til døde.

OK – hvor vil du begraves? Og salmerne? Blomsterne? Skal der være en række af blomster på kirkens lange lige stengulv blandet med synet af de mange eller få mennesker med store, hullede øjne på de hårde træsæder eller hvad? Eller hvad? Vil du overhovedet begraves kirkeligt? Eller måske noget aske i havet? Hva? Hvad siger du, søde mis?

Ti, kvinde og kald mig aldrig igen for en mis. Jeg hedder Frida. Måske og måske ikke. Jeg havde engang en hest. Den var smuk.  Havde jeg også en lyseblå pony, tynd og glimtende som mit hår i lyset om sommeren? Mit hår og mine øjne, gråblå som du siger. Vi red sammen på stranden, hestene og jeg. Vi red afsted som havde vi været meget, meget unge indeni.

Var I måske gamle? Er du gammel? En olding i kørestol og en halvdød mand ved din side?

Ak nej, nej, nej desværre ikke. Det havde ellers været let, ikke? Sådan at kunne give sig hen til døden. Ikke at skulle kæmpe sådan og sådan fordi man ved, der er langt endnu.

Oh yo… Jubi-jubi-jubi-jubi-yay-yay. Syng med mig, tag min hånd, kære kære du…

Senere samme dag

Man vil ofte gerne have dét, man ikke kan få, ikke sandt?

Jo. Du siger sandhed som altid. Så kom nu og hold mig i hånden; her er koldt og klinisk og jeg er bange for verden.

For hvad?

For verden. For det sande. For sandheden om noget så banalt som mine fødder, der både er så smalle og så brede på samme tid, at jeg ikke holder det ud. Tror du jeg kan være Askepots søstre? Hug en hæl og klip en tå?

Kun hvis du har guldsko, kære. Det har du ikke, jeg har, men dem må du ikke låne. Har du fundet min sølvfrakke? Jeg huuuuungrer efter den!

Nej.

Hvad?

Nej!

Hvad? Hvorfor har du ikke det? Jeg kan ikke sove før du finder den, det mener jeg gravalvorligt, og så vil jeg holde dig vågen til i morgen og så bliver du træt og sur og dum. Åh dog, den sølvfrakke. Jeg er også rastløs. Mit evige rastløse hjerte. Jeg sukker dybt. Hører du mig?

Hvad mener du?

…Jeg er træt. Nu må du ae min kind, den venstre, så jeg kan blive rolig.

Sådan noget tager tid. Skal vi lægge os ned, sove?

Ja. Jeg lukker vinduerne. Nu. Sådan.

Godt. Og i morgen kan vi finde os en fremtid, en proper én af slagsen og lege lege og finde os nogle mænd, som kan være vores mænd, når vi behøver det. Ikke sandt?

Sandt, min kære. Sov godt. Jeg vil drømme om os. Sov yndigt, kære mis.