At være INSPIRERET (eller ikke!)

...Opdagede at én, der anmeldte en oplæsning på Kultorvet af Hvedekornsudgivelse nr, 2, 2012, skrev, at undertegnede var "sweet inspireret af Line Knutzon".

Jeg er nødt til at stille spørgsmålstegn ved ordet "inspireret" - jeg synes ikke, det er korrekt. Man kan angive flere grunde til, at undertegnede ikke var "inspireret", men det er ikke dét, jeg vil sige.

Hvis man er inspireret er man inspireret. Forståeligt nok, men hvis man ikke er, så er man det stadig i den almene opfattelse. Det er et problem eller noget, der burde stilles spørgsmålstegn ved. 

...Man er inspireret af alle og alt. Ok og hurra for det, men hvis man fx. skriver, at man er inspireret af en bestemt forfatter, kunstner etc., så er det man skaber måske ikke ens eget. Det er selvf. relativt og alt er relativt osv., men da jeg - nu kommer jeg så ind på mig selv alligevel, skrev "Eventuelt ak og ve" havde jeg aldrig læst Line Knutzon før, var slet ikke sporet ind på dramatik eller sketches før jeg skrev "stykket", der siden kom i Hvedekorn. 

At jeg tilfældigvis var kommet på Line Knutzons hold på Testrups sommerkursus "Tag og skriv" - var en tilfældighed. En ganske tilfældighed, der åbenbart passede mig fint, faktisk glimrende. Jeg skrev ikke dét jeg skrev efter at jeg havde læst eller hørt mere om Lines værker - jeg skrev fordi det var dét jeg kunne og havde i mit hoved. Selvfølgelig fik man respons fra Line/underviseren, som man gør, men det var IKKE grundet hende, at ordene kom frem. Det var således ikke en "inspiration", men en åbning af det, man (åbenbart) selv havde.

Det ville være en lang forklaring at inddrage den diskusion, jeg i januar 2012 havde med Claus Handberg Christensen om samme "emne" - men i korte træk argumenterede jeg for, at hvis man ikke har behov eller lyst til i "begyndelsen" at sætte sig på skuldrene af andre (en anden dramatiker fx), for derefter at slå det ned, så man derefter igen, kan finde sig selv, så skal man lad være. Man behøver ikke. Man behøver ikke læse alt og alle eller blot noget, for derefter at rette sig ind og ud efter hvad man TROR er dét, der minder mest om én selv. Hvis man kan, burde man være i det, man er og skriver, og hvis man kan gøre det, behøver man ikke være inspireret.

Som en "afsluttende" bemærkning - stil flere spørgsmålstegn, lad ikke det hele vandre forbi, for så kan ligegyldigheden være endnu mere ligegyldig end den i forvejen er.