Kære du, siger hun. Det er noget hun skriver ned. Hun forsøger at skrive. Hun kan ikke. Hun forsøger. Hun kan ikke. Hun stopper, hun overvejer. Hun forsøger igen med hårdhed og aggressivitet, hun skriver noget andet ned, hun skriver noget ned, der ikke var forudsagt, hun skriver:

Jeg mødte en ældre, hærget mand i toget mod ingenting fra ingenting, hvor jeg tog hen efter jeg forlod dig. Han sagde ting til mig, der passede med sandheden, som om han var en budbringer, og du har kidnappet mit sind, jeg vil huske din fødselsdato for evigt. Det er ikke verden, jeg har noget imod, jeg kan bare ikke udholde særligt meget af den, men jeg har din bog. Tak.

Hun skrev de sætninger ned i en besked, hun læste beskeden igennem syttenhundrede gange, mens hun tænkte og tænkte og tænkte, og så fandt hun et nummer, og hun stoppede med at tænke og trykkede ”send” og den blev sendt, og så var den væk, og hun slog sin mobil på lydløs funktion, hun ville ikke have at vide, om hun fik svar eller ej, og hun ville ikke læse svaret, hvis der kom et, men det var også ligegyldigt sagde hun, men så kom der et svar, og om hun havde aids, selvfølgelig havde hun aids, hun havde altid haft aids eller noget andet, måske mere noget andet, men det er det, der gør at det er sådan det er, ville hun have råbt højt, men hun kunne ikke. Hun kunne kun hviske, hun hviskede det så højt, at hendes hals gik i brand og hun sank ned i gulvet, og op i loftet, videre op over overetagen og helt til loftet og på samme tid til jorden mod jordens kerne, og undergangen trak overgangen med og mod sig, og så dannede de et par, som hun ikke kunne stå imod; hun fløj sin vej, men der var nogle, der holdte hende fast, så hun fløj faktisk ikke sin vej, hun måtte standse midt i begge situationer og lade sig være stille og hengive sig til midterpassagens midte, selvom det ikke var sådan hun havde troet, at hendes liv skulle være.