Jeg ved ingenting.

Det siger du ikke

Nej, det siger jeg ikke. Jeg siger det alligevel.

Jeg hvisker det. Jeg hvisker højt:

JEG VED INGENTING

Du råbte det

Jeg ved det.

Det er med vilje. Alt er med vilje.

Hvorfor alt og ikke alting?

Alt og alting; forskellen er ligegyldig, dvs. at det er ligemeget og lige vigtigt om jeg siger alt eller alting. Forstår du eller forstår du ikke?

Jeg kan ikke se dig.

Er afstanden for bred, for stor, for aggressiv eller for lang?

Den er for voldsom.

Hvem taler du med?

Her er stille. Tavst. Kun havet er banebrydende. Hvis jeg ikke kan se, vil jeg ikke ånde.

Kan du se nu?

Ja.

…

Ovenstående fortsætter.

Ja. Det tror jeg. Kan jeg se?

Det ved du selv.

Kan jeg se? Ja, jeg kan.

Jeg kan se dig og alt og alting.

Du ser mig ikke.

Jo.

Nej.

Jo. Jeg overhørte et brev, du skrev. Jeg kan tyde ordene på den måde de nedskrives. Jeg har lyttet til dig mange gange. Flere gange end du drømmer om.

Jeg drømmer aldrig.

Vær stille. Lyt i stedet til hvad jeg fortæller dig; det er vigtigt.

Fortæl.

…

Jeg ved du ikke kan se. Det ikke fordi, jeg er en sandsigerske, men fordi jeg har lagt mærke til dine handlinger. Dit blik. De ord, du nedskriver.

Hvad skrev jeg?

At du ikke kan se. Du kan ikke længere se noget, fordi de andres blikke er for tomme. Du spejler dig i deres blikke, men du finder ikke andet end noget kort. Du falder sammen, fordi du tror, du er en kludedukke.

…

Jeg vil intet sige.

Det er klart, det er en selvfølge.

Intet er nogensinde en selvfølge. Jeg kender til selvfølger og hvad længes jeg efter, hvem er du, hvor er du?

Hvem taler du til?

Dig.

Ikke mig. Jeg er her.

(Passage 1/2)