Du tør ikke nævne ét ord ondt blindt uden dine øjne, det er en parodi en sketch og du er centrum med kritikere af systemet (runde briller, hvidt hår, gammel) der trækker på deres cykler og standser da de ser dig sidde foran udenfor og I taler og hvem er du og der gives hånd. Mennesket med (u)fornuft er foran den siddende med æble i sin hånd og gammel røg (begge to fremmede):

Noget falder på plads, noget er lagt til rette men kun i fremtiden fordi nutid er uvis altid uvis aldrig mere end påpasselig pas på når du cykler du kan blive kørt ned med lyst eller ej og pludselig:

En søvn uden længsel fordi længslen for længst (7 dage) er død og nedgravet dybt dybt inde og Noget Andet fra et andet syd tættere på råber:

Krop m.m., du ved jeg mener, det er det jeg ikke siger højt, men alligevel forlod et tidspunkt for, fordi det var sådan det kom til at være, på halvvejen finder man logikken, den overtager længslen efter noget andet end ord og kroppen forlader sig selv / er vandret til hjernebanernes areal, væk fra den fysiske neutralitet (jeg ringer, du siger, jeg er ung, har ikke styr på noget, men det har du uden noget andet end din periode med noget særligt: det er bare en periode. Er ligeglad, splitterravende ligeglad, ligeglad, kom bare nu og det hele, Det Andet, er ligegyldigt, det gælder ikke mere længere forladt forlængst forebyggende betændelse; spring frem, spring frem, spring frem, spring frem, jeg kan være der meget snart).