Nogen gange antager vi alt for let at vi, som mennesker, er i stand til at kunne hengive sig helt og holdent til et andet menneskes tanker og følelser. Nogen gange tror vi, at i er modne nok til at tage det øverste, det yderste lag af os selv af og blotte os og gøre os til. Vi prøver at tage os sammen, men det er ikke så ofte at det virkelig virker, for dét at komme helt derop, hvor vi er i stand til at kontrollere os selv, det er næsten kun muligt, så meget som det er muligt at spise det inderste af et æble uden at røre skralden… Men skralden behøver nødvendigvis ikke at blive karakteriseret som den onde i en fortælling, eller som den tillidsbrydende femme fatale der medvirer til at helten i film noir-filmene dør. Skralden på et æble, det røde skrald, eller det gule eller grønne, eller sågar orange skrald, er måske blot den hinde der i bogstavelig forstand er nødvendig for at man som menneske kan holde ud at skulle gennemgå alle de u- og nødvendige ting, man som menneske er mere eller mindre tvunget til at skulle gennemgå. Måske er hinden den skal som alle er nødt til at besidde for ikke at ryge ned på det nederste trin til ingenting, for efter ingenting er der kun intetheden. Det er kun den der eksisterer, og hvis man er kommet så langt ned, at man oplever den, så er det kun de færreste der har sjæl nok til at kunne komme op derfra igen, og det er mindre end de allerfærreste der har tilstedeværelse nok til at kunne fortælle andre om det. Om den intethed man har oplevet eller måske endda rettere tror, at man har oplevet.