Jeg tror ikke, at vi blot er illusioner af illusioner og oplyste idéer, men at vi i bund og grund er at Det Samme Stof Som Stof. Og jeg tror, at den samfundskritiske baggrund for vores handlinger, er ved at dø ligeså langsomt ud, som da den i sin tid startede. For det startede faktisk, det er der absolut ingen tvivl om, og der er heller ingen tvivl om, at den tid der skabte os og som satte vores tanker i kog. Som var vi vasketøj der manglede kogevask. Og det var en tid, der for længst er blevet tabt i det hul der er ude i vejen og nede i det grå fortov, bestående af fliser der aldrig ser andet end folks triste skosåler. Vores ikke-absurde meninger bunder ikke i det dybe hul, men det bunder i havet der ingen bund har, og nu referere jeg til Merianer-graven. Verdens dybeste hav, der er så dybt, at intet levende menneske kan komme derned uden at skulle ofre sit hjerte, sit blod og sine tanker. De ikke-absurde tanker flyver altså rundt i en grav, mens vi tænker på, om verden i virkeligheden er en illusion, som så ikke er virkelighed, men kun et stykke af en intethed, der aldrig bliver vækket til live. Der eksisterer ingen folk som kan vække vores tanker til liv, hvis vi ikke selv forsøger, eller blot prøver at forsøge.