Kan du se.

Hun iagttager, forsøger at indtage rum. 

Overvejer hun, om hun er proper nok, skal hun 

tage noget andet på. Beslutning? Fejlantagelse? Forlader rummet, finder andet 

tøj: kjole, flade støvler. Ser sig i spejl, det er ikke sit eget; 

men det er OK (hun råber for første gang, så hun falder)

Går tilbage til rummet. Det er sådan. 

Hun smiler som den anden hun så måneder siden i et køkkenalrum på højere etage, hende, den anden havde læderkjole på, anden gang havde hun læderkjole på under grå sweatshirt, hendes øjne lukkede, ansigt farvet af røg og det dér. Hun faldt i søvn i en stol. 

Måneder gået, rummet et andet. 

Træder hun ind i det samme som før tøjskiftning. Hvor skal hendes blik hville, skal det flakke, det skal det, siger hun højt, for højt, alt for højt for hendes hoved. Det vil ikke 

rumme andet end rummet. Hendes skridt er halvt larmende, halvt elegante, halvt lydløse på gulvet; lakeret trægulv. Det er gammelt. Hun er ikke gammel, hendes skridt er måske ældre end hende. Ingen spiller musik i rummet, der er bare så mange lyde alligevel; hendes kjole, der danser før hende selv, før hendes ben tør dreje sig rundt om sig selv som på højeste niveau.

Niveau! Det er tid! 

Hvad? 

Tid er tid er tid, nu. Hun standser, ser sig omkring, der er ingen spejle, der er 

ingen mennesker, der er gulvet, ikke engang en radio, fire vinduer meget store og høje, ellers; ingenting. 

Alligevel. Tanker om sin kjole. Burde den være en anden eller slet ikke en kjole? Bukser? En længere frakke over armen, over skulderen, henslængt på en stol? Hvis nu det havde været 

anderledes.

...Skåler de ofte eller kun engang imellem?