De går dér.

De går på gaden med nøgne ben, nøgne fødder, nøgne kroppe. De går bare lige dér.

Hun står ikke så langt fra dem, hun gemmer sig ikke, hun står bare der, er dækket af et hjørne. En mur, et hus, et andet hus, endnu et hus, alle huse er af mursten og brikker. De dér brikker. Hun er omgivet af haver, omgivet af gader. Flere haver, gader, brikker, mursten, og så går de bare dér. De går på vejen mellem husene, de har intet tøj på. Ikke engang undertøj eller sko. Hun ved ikke hvem de er, de går på en række, der er tre mennesker i alt. De tror måske, de er en gruppe. En gruppe af tre mennesker, som går på en række og har det rart.

De har det frygteligt rart. De tror måske, de demonstrerer for noget. Alle husejerne, dvs. de andre tror, de tre nøgne er en løgn; at de ikke eksisterer. Nogle får det kvalmt, fordi de minder dem om dyr, eller fordi deres nøgenhed minder dem om  begær, de ikke længere husker. De er blevet væk, og disse tre nøgne mennesker går på deres gade, på deres asfalterede gade og ser ikke på andet end dét, der er lige foran dem. De går i takt, de tre. De går ikke langsomt, faktisk lidt hurtigt. De har måske travlt. Måske skal de til vandet, fordi de vil bade, men der er intet vand her. Man er nødt til at køre eller cykle på racercykel i flere timer for at komme til vandet. Der er langt at gå. Det vil tage en dag måske, måske ikke. Måske vil de gå nøgne til vandet, men de vil aldrig nå derud, fordi nogen vil køre dem over. Der er nogen, der vil blive så vrede på dem, at de vil køre dem ihjel. De vil se blod på deres bildæk og blodet skal være fra de tre nøgne. Deres hoveder vil blive smadret ned i vejen, og bilejeren vil stå ud af sin bil og betragte dem. Det kan bilejeren let gøre uden at frygte forbipasserende, for der er så øde på de større veje; de veje, der ligger uden for de mindre veje med husene og gaderne og brikkerne. Det er herude, at der er helt stille. Lange, øde veje med enkelte skove omkring sig. Det er herude, man ikke må fare vild, og møde en fremmed om natten, for hvis den fremmede om natten viser tegn på noget dystert, kan du aldrig slippe fri. Du vil råbe, skrige og løbe, men han ville fange dig, holde dig nede og ingen ville høre dig, kun dyrene, men de ville tro, at noget naturligt var ved at foregår blandt mennesker. De selv ville flygte for ikke at blive skudt ned.

De nøgne mennesker er nu næsten ude af hans synsfelt. Hende, der før stod gemt bag et hushjørne. Nu er hun trådt frem bag hjørnet og betragter deres bagkroppe. De er bare normale kroppe, hverken tykke eller tynde. De er blege og solbrændte. De er næsten væk. En neutral varme hænger i luften, trykker alle signaler til bundniveau. De andre folk står i klynger og ryster på deres hoveder eller er igen gået ind til sig selv. De er gået tilbage til bag deres hække, hvor de kan gøre hvad de har lyst til. De kan gøre hvad de har lyst til. De gør altid, hvad de har lyst til, det er derfor hækkene er sat i spil, og fra den dag, hækken nåede hækkeejerne til skuldrene, jublede de af glæde, men kun indeni. Der er ingen, der må se deres glæde, for på den måde, må man ikke have det godt. Det står i det uskrevne menneskereglement. Det er dét reglement, de lever efter, det er sådan, deres liv udformer sig, det er sådan, de formår at leve; det er sådan og derfor, de ikke kan se på de tre nøgne mennesker uden at græmmes. Det er sådan det skal være, og sådan det er. Hvis man er i tvivl, kan man blot se på sine naboers udtryk i ansigterne, og dermed forme et udtryk i sit eget ansigt, der er så tæt på deres, som muligt.