Og så gik du videre. Du gik videre og videre mod dér, hvor du ikke længere vidste om det var 

godt nok at komme videre. Ja, og så gik du i stå. Du satte dig på jorden, som om det havde 

været en stol. Du var udmattet. Og det var rart, sagde du. Du sagde, det var rart at være 

udmattet. Så er man kommet langt, hvis er udmattet. Ja, det sagde du. Du blev siddende i 

nogle minutter, rejste dig, gik tre skridt og vendte derefter om. Så var du kommet langt nok. 

Hertil og ikke længere, sagde du, mens du pegede på jorden og tegnede en streg med dine 

store vandrestøvler. Ja, så går det altså ikke længere, Karen. Forstår du det? Ja. Jeg sagde, 

jeg forstod stregen. Det gjorde jeg bare ikke. Jeg synes den var tegnet skævt, og hans 

vandrestøvler var alt for store til ham, og de var også grimme. Han havde så små fødder af 

en mand at være, og det kunne han ikke lide, så han købte altid støvler, der var mindst fire 

numre for store, bare så "det ser lidt bedre ud", som ham han sagde. For det sagde han. Det 

sagde han tit. Han købte hele tiden nyt fodtøj, og det var ofte vandrestøvler eller 

gummistøvler eller lignende. Han havde kun vandret én gang, og det var den gang, hvor han 

tegnede den dér streg i jorden. Nå. Ja. Jeg sagde bare nå, og så gik vi tilbage.