Hvad gør man, når antallet stiger og lyden vibrerer så voldsomt at det er så hårdt, så tomt, sådan som før som igår og for lang tid siden, oplever den samme ting igen og igen, det kan ikke ændres, jeg har lyst til at sige, at det er en idioti-situation, en længsels-utopi, men det er mere ægte end noget andet umiddelbart det er dét, der er problemet, det må ikke være anderledes, bare tomme skaller og tomme virkeligheder, tomme hjerner og hjerter og hænder, der trykker start og stop og standser og rør én rører noget, rør luften og indtager vand fra et glas. Det er bare vandet, det der indtages i for små mængder, bekymrende små mængder, hvorfor? Og hvorfor spiser du ikke dine vitaminpiller, dine mineraler, dine ordentlige propre madvarer, der går til spilde i et køleskab eller ikke spises fra tallerkner, bare fordi, bare fordi jeg gerne vil væk (jeg vil gerne til land med I  snart, eller genoptage liv i egne med bjerge - lad nu vær med at være så længselsfuld, som om det er det eneste, der bærer identitet - hvad med andet, hvilket andet?).