Antidobbeltspil anyways, anyways uden udgang, du ved, en udgang eller en gang uden gangstativ, fordi du ikke er gammel, men ung med antiklimaks på minmalstadie begynder du at segne, en trappestige, en afsats, men fjererne fra svanerne, der altid kommer igen og dukker op, deres fjer, de hvide fjer og de hvide dun, det hele tynger og gør gør dét, der er udenom til en cirkel, en rotation uden stop, fordi det er inde i cirklen, at rotationen er på sit højeste, men fjererne beskytter en smule, de tynge og dækker, og får dukketilværelsen til at glippe med øjnene, det er et sagte spil, og én siger; begynd til skak, sov godt, kh., men det er noget andet, det er ikke sådan, det er, men det er netop fordi alting bare er, at du ikke kan falde i, fordi der ikke er noget at falde i, fordi rotationen, en rundgang, en gang ikke har noget mål, fordi det er lige meget og ligemeget og ingenting tynger ingenting og ingenting bliver en lukket bue, selvom det ikke er en bue, der er behov for, men nærmere nogle punkter, der får det til at hænge sammen, men punkterne er væk, de er dækket af fjererne, som dækker dig, men hvis de ikke dækker dig, er det fordi du er en dukke, og du er ikke en dukke, du er noget andet, og der er kun neutralitet at bebrejde, en ulyksalighed, en forhindring er ikke engang at finde, en blottet eksistens og fremgang og tilbagegang er det samme, mens du går, fordi du har ben og ikke kan lade være, og det andet er det samme, det er ikke noget, der kan standses eller bebrejdes, at bebrejde i infinitiv, en at-form, en sætning, en formulering og svanerne, én eller flere er ikke ligegyldigt, men en smule vigtigt, men den vigtighed er ved at falde fra i takt med ældning af svanerne, men ikke ældning af du, og du forgår.