En ubegyndt begyndelse og andet. Det er det samme, det dukker op, hvad dukker op. En dukke. Og ordet. En konservativ holdning til grammatik samt det visuelle i skriften. 

En markant kant siger ikke noget (der er stille). 

Er der stille?

Hvor er hestene? 

De er væk.

Hvor er rideskolen? En henvisning, du ved. 

Jeg ved. 

Jeg svarer for mig selv.

Det er lidt en gentagelse. Og hvis du siger tak for brevet, er det fordi, jeg har overgået mig selv. 

Jeg har overgået mig selv. 

Hvilken vej skal vi?

Jeg ved det ikke.

Du ved det ikke. Skulle jeg vide det?

Jeg ved det ikke.

Hvad ved du ikke?

Det ved jeg ikke.

...

Din cykel?

Hvad med den?

Den er anderledes.

Ja. Det er en anden cykel.

OK.

Hvad nu?

Jeg ved det ikke.

Højre eller venstre?

Jeg ved det ikke.

Hvilken musik?

Jeg ved det ikke.

Hvad tør du ikke?

Jeg ved det ikke.

Du ved det.

Jeg ved det godt.

...

Jeg siger noget nu.

Fra nu af og for evigt for evigt for evigt for evigt for evigt for evigt.

Evighed slutter ikke.

Måske.

Hvem ved det?

Jeg ved det. Der er et forsvindingspunkt.

Det ved jeg. Jeg ved, du taler sandt, og dit hår er flot.

Forsvindingspunkt er et smukt ord.

Det er meget smukt.

Ja.

Ja.

Det er derfor, du ikke kan forsvinde, fordi der er et punkt.

Et forsvindingspunkt.

Det er dér, du er.

Men ikke endnu, punktet er endnu ikke præciseret, jeg er stadig her.

Jeg ved det.