Kære udskud,

Du er min hemmelighed.

De halvfjerds gamle og solskoldede cigaretskod er ikke vores (har aldrig været det), men jeg samler dem alligevel op, for at bibeholde det gode selskab i gårdhaven.

Jeg er et alt for venligt menneske.

Jeg må flygte. 

Væk.

Hvorhen?

Til en ø langt væk. Dyrke egne gulerødder, leve af grøntsager og undgå den idiotiske brugsuddeler og hendes år for gamle soyamælk. Må skaffe mig en ko eller soyabønner. Nej.

Hvis jeg flygtede til en ø, slipper jeg også for at lege klatretøs, når nøglen er væk. Man behøver ikke låse sin dør på en ø.

Kære udskud,

Du er min hemmelighed.

Udskud i min have, den have jeg ikke har, fordi nogen havde dræbt den, før jeg vidste den fandtes. Det har fundet sted; myrderiet. Alle levende planter er døde; kun rosenbuske, man ikke må røre står så nydeligt, at man er ved at dø, hver gang den kaster sit blik på sig. Omvendt muligvis. En pynterose med øjne, der dræber. Ja, de dræber, at du ved det.

Kære udskud,

Nu siger jeg op.