Det er pæne pæne pæne pæne pæne ord, de ændres ikke forbliver pæne i sætningen, dem, der udtræder fra mit stemmebånd, mit i kursiv fordi kursiv lægger vægt på noget lægger vægt på mig og tynger mig med sig, det er så vigigt, at du ved det, og apropos de pæne pæne pæne ord er det pæne ord der baner vejen frem (tilbage) og det er de pæne ord der lader ord som slet ikke kan nævnes tilbage forvirrende stillestående fordi de aldrig har oplevet at være gående (i hvert fald ikke herfra) og det er mærkeligt at holde sig bag ved tilbage der holdes noget tilbage en frygt en ærefrygt for sekreter der springer ind i hovedet og gør det omkringliggende vanvittigt bedrøvet fordi illusionen af den fine pæne yndige (jeg) krakelerer, men det er OK at være spids; det kan jeg tillade mig fordi ovenstående sætning dikterer handlinger frem for teorier og i praksis den sidste sætning burde streges. Det er stadig illusionen der hæver balancen og får undertegnede til at balancere på knæ stående liggende siddende. Åh; er du stadig fokuseret på teater og dit armbånd, dét du glemte med vilje (jajajajaja, læs nu her og forstå eller ej hvad er der at forstå) og giftigheden fra side tre springer frem ford det er tre og ikke mindre og giftigheden, den er både rød og prikket og den siger intet direkte (altid inddirekte med kursiv) og udfletter sammensværgelsen af et tal under tre, og det armbånd, der glemtes lever stadig fordi min venstre arm bærer mærke efter sol, der ikke fandt sted under lædersnoren på armbåndet på armen på det tynde håndled (det er mit håndled, det er tyndere end min mund & mine ord), rodfæstnet.