Overbærende sofacykel cykler slentrende gående lang linje på Blabla-vej numeró uno. Det er bla bla bla bla b l a bl a, som i vigga vigga uden postyr, siger man:
Hulahulahopring i ét spring ligeud igen
Tilbage flakkende omkring med metaforiske elementer, for ikke at forglemme elefanter uden fødder, de står i en zoologisk have, de har ikke meget plads, de er grå, de er dér hvor de er, gående slentrende, tror man, de er levende? 
Hvad ville det være, hvis det ikke var levende, som en rastløs kat, rastløse mennesker semifikseret tavs nu.