Passivcentret,  2 – 23

Det er i dag, at Klara får lagt ny neglelak i en ny farve. Farven har hun ikke bestemt på forhånd, det er altid først noget hun bestemmer i butikken der ligger nummer tre til venstre, på første vej til højre og syvende vej lige ud. Hun plejer at stå i butikken i lang tid, og når ekspedienterne undrer sig, så siger hun:

”Jeg er født vægelsindet, derfor kan jeg aldrig finde ud af at vælge, før jeg grundet og nøjagtigt og med utrolig præcished har overvejet alle mulighederne”

Derefter smiler kort hun til ekspedienterne, der alle er lidt for tykke, og som alle har lidt for meget sminke på til at det er pænt. Klara siger ingenting, det er ikke engang sikkert, at hun ænser dem, for Klara er ikke på vagt overfor andre mennesker i dag. I dag er hendes fridag. I dag vælger Klara neglelak.

”Hvis jeg valgte blå neglelak, hvad så? Ville jeg falde ned ad den trappe der ikke er udenfor, eller ville jeg falde på vejen, selvom der ikke er is. Jeg har ingen høje støvler på, mine støvler er flade, helt flade og de er afskyeligt sorte. Sorte og afskyelige.”

Mens hun funderer mulighederne ved at vælge den blå farve, er der noget der går op for hende: Hendes støvler er grimme. Hendes støvler er faktisk så grimme, at de ligefrem er afskyelige. Klara ved ikke, hvad hun skal gøre, men ved med sikkerhed, at hun nu ikke længere kan købe den blå neglelak.

Der er stadig syvogtyve andre farver at vælge imellem.

Suk. Klara sukker tavst.

Klara sænker skuldrene til det maksimale, Klara sænker skuldrene så meget, at det næsten gør ondt. Endnu et suk.

”Hvad med rød?”

Klara ser sig omkring, drejer hovedet til højre og venstre, der er ingen der ser hende, der er ingen der hører hende. Hun gentager ordet ”rød” højt fire gange, hvorefter hun sætter sig på gulvet og trækker sine støvler af. Hun stiller dem smukt ved sin side (den venstre side), og rejser sig op. Kroppen er igen vendt præcis mod neglelak-stativet. Neglelakstativet og hende. Det er dem der udgør den smukkeste forening i dag, og selvom hun måske af en eller anden forfærdelig grund også skulle stå her i morgen, ville det stadig være i dag, at neglelakstativet og hende udgjorde den smukkeste forening. Der er 23,5 centimeter imellem dem (afgjort med en fods præcished).  Hun tager en A3-bog op af lommen:

Der er 23,5 centimeter imellem os. Det er 0, 3 mm mindre end sidste gang. Jeg må være skrumpet.

Ak og ve, punktum.