Archivo

lørdag den 20. august 2011

Nu:
Du er Guds Lam fra Landet (men så blev du klippet af den nye, unge mandlige frisørelev og dit iltre røde hår blev forfinet, dine øjenbryn blev malede, plukkede og farvede og dit fregnede ansigt blev pudret. Dagen efter, på husholdningsskolen, kunne de ikke kende dig, og du plejer ikke at lyve).


Fire år efter:
Et statskup er en realitet. Du ruller ind i nye gader og kan ikke gøre for det. Du vandrer, vandrer, vandrer, vandrer og du når dit mål, dit mål med ynde, dit yndefulde mål, du når det, du lægger dig på fortorvet, du ligger i fosterstilling og indånder duften af at have nået dit mål, hvorefter du med en pludselig foragt, holder dig for næsen, for munden, for øjnene og hele ansigtet.


Otte år før hændelsen med den nye, mandlige frisørelev:
...Du var stadig blot Guds Lam Fra Landet, der ikke kendte til de muligheder, der ikke blev præsenteret for dig, da du (stakåndet og målløs) i en fortvivlet tomhed løb over de store græsmarker for at spørge om råd og svar og hjælp.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar