1. 

Jeg drømte ikke en drøm om min moder, som Winston gjorde det. Jeg ved faktisk slet ikke hvad det var, jeg drømte. Jeg kan ikke huske det, men jeg ved, at jeg drømte et eller andet, for det er ikke muligt ikke at drømme noget (det har Lea engang fortalt mig, og jeg på Lea, men jeg tror ikke på en gud).

          Der er sol og det blæser og jeg er nødt til at stå af min cykel, fordi vinden er stærk, stærkere end jeg, men ikke stærkere end en bil. Jeg skal med et tog der skal køre i præcis fjorten minutter, før jeg skal og kan stå af, og når jeg er stået af, skal jeg cykle igen. Det er altid de samme mennesker der sidder i toget, men undtagelse af fredage, hvor der er mange forskellige mennesker. De øvrige hverdage er det de samme der går ind i toget på hver deres plads der varierer fra dag til dag. Man taler aldrig, aldrig nogensinde med de andre folk i toget. Det gør man bare ikke. Jeg er mig og han er ham og hun er hende og vi har hver vores spekulationer at deale med, og dem er der absolut ingen der skal forstyrre. Det er ikke godt, at forstyrre hinanden, det ved vi og det er derfor, at vi sætter os så langt fra hinanden som muligt, men stadig så tilpas tæt på, at vi kan sidde i skjul og iagttage hinandens påklædning og fremtoning og måde at køre i tog på, for der er faktisk ganske mange måder, at køre i tog på. Hvis man en dag, kommer til at begå den skrækkelige fejl, at få en direkte øjenkontakt med en anden passager, så er det ikke sikkert, at man ville vide, hvad man skulle gøre. Måske ville man falde om af angst, eller måske ville man lade som om, at man var usynlig, hvilket dog umiddelbart ville virke som en fatal idé, så derfor ville de fleste nok blot falde om af angst. Det er heldigvis ikke sket endnu, at der er passagerer der har fået kontakt med hinanden blikke, for jeg har ikke set nogen ligge på den smalle gang eller være faldet ned af deres sæde af angst.