Jeg troede du sagde, at det var havet der fik dig til at blive rolig. Men tre dage efter du havde sagt det, fandt jeg ud af, at det ikke passede. Jeg hørte dig gennem døren.
     Det var Ditte du talte med og I konverserede om hvordan man kunne manipulere med folk. Det var dig der talte med den højeste stemme, den var meget gennemborende og let at tyde. Du sagde blandt andet, at det ikke var flyskrækken der fik dig til at blive hjemme hver eneste år, i stedet for at tage med os andre ud at rejse, men at det i virkeligheden blot var tanken om at forlade huset og den nydelige have, der gjorde dig nervøs.
     Tricket var så, at få mig og de andre, det vil sige os, til at tro at det blot var på grund af din flyskræk, at du ikke ville med os. Det var derfor, at du år efter år efter år bare blev i huset med den nydelige have, indrammet og omringet med ligusterhække. 
      Jeg plejede altid at sige, at du var indbegrebet af en liguster-kvinde, og når du så med en lettere frustreret stemme spurgte mig hvad jeg mente med det, så stirrede jeg dig bare ind i øjnene lidt længere end normalt, mens jeg sagde at det vidste du jo sådan set godt. Så havde du rullet med øjnene og derefter gået ud i haveskuret, hvor du fandt dine nye haveredskaber, som du for nyligt havde købt i det havecenter der ligger længst mod vest.