Vi svømmer rundt i overbærenhed, jeg og de andre.

 

De andre og jeg. 

Vi kan tåle alt, bære alt, overkomme alt, mens vi frygtløst vandrer hjerneløst rundt. 

Spekulerer over livet, kalder os for sofister, spekulanter eller sågar for filosofi-spekulanter, drikker te og sort kaffe og lader som om, at vi ikke lyster, når vi egentlig i virkeligheden, gør det (vi lyster). 

Facaden kommer så tæt på, at den krakelerer: vi bliver for tunge og skaldet, det er skrøbeligt. 

Vi er ikke æg, men kyllinger og fugle der fravælger kød og flyver vores vej når vi tror, vi har lyst. 

Vi har tiden, selvom den ofte synes at vandre langsomt væk (vi forsøger dog ihærdigt at trække i den, for at opfylde vores tilfredsstillelse). 

Vi ønsker kontrol: vi ønsker ligusterhække der kan klippes og en vægt der kan tæmmes.

Hænger billeder op af inspirerende folk: ser på dem hver morgen og aften, og håber intenst på, at vi den kommende dag vil se ud ligesom dem.