Hvem ryger i svinget og hvem samler stykkerne af ens tanker op, når de ligger spredt ud over den kolde og rå asfalt, der ikke synes at have andet til overs end kulde? Det er ikke søndag, men det er tirsdag og den er ikke elektronisk og tilkoblet alverdens virtuelle systemer, men den er derimod musisk og lyrisk i ét sammenhængende stykke, som på alverdens måder bliver til et skrivende eksperiment, som vi er stolte af at kunne sige, at vi har været en del af. Vi ser først rundt på alle de nysgerrige ansigter, der i det purpurfarvede lys, ser ud som robotter, men nydeligt klippet hår. Derefter bukker vi og nejer og energien stråler ud af vores øjne der glimter i skæret fra robotternes genskær. Vi ved ikke helt om det er meningen, at vi skal blive ved med at se overnaturlige ud, eller om vi skal rejse vores vej og blive væk.