PÅSKUD.
Vi gik hånd i hånd, tanke i tanke, da du pludselig begyndte at tale om påskud og ikke-påskud, og da var dét, at du i din uforsigtighed, kom til at ramme mig. 

Du kom til at ramme mig med ét af dine påskud. 

Og jeg faldt om. 

Faldt ned på jorden, der ikke var jord men sand, og jeg forsøgte at komme op, men du ramte mig bare igen, og jeg indså, at jeg ikke havde andre valg, end at blive siddende og prøve at forene mig med de bølgende bølgers rolige tankegang, men det var ikke muligt. 

Det var umuligt, og da jeg åbnede mine øjne, var du løbet bort. 

Dine regn af påskud var forsvundet, de var væk. 

Og det regnede ikke længere.