Hun var begravet i en forgængelighed der aldrig forgik eller svømmede sin vej. Hun mente ikke, at det var sandsynligt, at forgængeligheden nogensinde ville forsvinde fra hende, så hun prøvede at lade som om, at den ikke var der, men hun sank dybere og dybere og hendes indre sank med, og det var så svært og uoverkommeligt at holde fast i det hele. På et tidspunkt tabte hun sit hjerte. Det faldt ud af hendes hænder som om det var det pureste vand. Men det var jo ikke vand, det var hendes hjerte, det var hendes røde, bankende, blødende hjerte, som faldt ud af hendes hænder og ned i forgængelighedens grav. Hun gik straks gik ind i rollen som den interaktive, surrealistiske absurdist uden hjerte. Hun påtog sig en følelse der ikke kunne få nogen grobund, for hendes hjerte var jo forsvundet, tabt ned i forgængelighedens grav.