Jeg har en tanke.

Jeg ville ønske, at du kunne pakke dine tanker sammen i en kongeblå kuffert,  for derefter at tage fat i håndtagene og gå hen til det røde posthus i Brugsen og sige, at du gerne ville sende en kuffert med tanker afsted til mig. I Brugsen ville damen der står bag skranken i det lille røde posthus blot svare "Jo, selvfølgelig. Det bliver fem kroner og halvtreds øre" og derefter tilføje, at prisen er så lav, fordi de har indført at man får rabat på tanker, associationer og spekulationer. Du smiler og rækker hende pengene. Hun smiler tilbage og du siger, tak og farvel med ønske om en god dag. På vejen ud hører du, at hun siger i lige måde. Du råber sagte "tak" mens du går ned af den lille trappe med to trin.

En hel og en halv dag efter, ville jeg så modtage dine tanker i din kongeblå kuffert. Det er en kvinde der kommer med posten, den dag. Hun har kort, mørkt hår og banker på min dør med tre vinduer i, fire gange. Jeg småløber hen til den, i frygt for at hun skulle tro, at jeg ikke var hjemme. Men det er og var jeg jo, så jeg skynder mig at tage fat i det hvide håndtag og åbne døren og sige "Hej!" og hun ville osse sige hej, og bede mig om at kvittere for modtagelsen af kufferten. Jeg kvitterer med en underskrift, siger tak og farvel. Men hun er allerede hurtigt hastet videre. Hun har travlt, og jeg spekulerer på, om der er mange andre tanker der mangler at blive delt ud.