Det var her idag, at de fejlede. Det var her idag, at den måske fine menneskehed brød sammen og deres udvendige smil krakelerede med en meget tør lyd. Det var også her idag, at månen ikke gad lystre og det var endda osse her idag, at vidunderligheden fik sit inderlige, længeventede gennembrud. Og jeg ved det fordi Klara ved det, og Klara ved det fordi Tyler Durden ved det, og den lyseblå stol, der engang stod udenfor Hay, den er nu solgt til solen, da solen ville fejre at månen for en gangs skyld ikke gad lystre den befolkning og et univers, som hele tiden pressede på.

Men! Udbrød Klara engang, og Tyler Durden forsvandt tilbage ind i filmen, og Klara tænkte, at ingen i hele verden ville kunne overkomme hendes ønske om at blive en fugl, for derefter at blive en fisk, en rød fisk. Og for atter derfter at blive til sig selv igen, for så at kysse med ham den lave dreng med det lyse, halvkrøllede hår og som man let kunne genkende, hvis man så efter en dreng der var rimelig genert. For Klara vidste, at man sagtens kunne genkende en person, hvis blot man vidste, at han var genert. 

"Det kan jo ses udenpå!" sagde hun. Hun nærmere råbte og skreg det, ved eftertanke.